Af de 17 nomineringer til Aurora Youngsters 2009 konkurrencen står studerende fra Mediehøjskolen bag de 11 af nomineringerne, mens bureauerne står bag de 6.
Det er især bacheloruddannelsen Kreativ Kommunikation, der markerer sig stærkt med 9 nomineringer, mens den et-årige åbne uddannelse Kreativ Basis er repræsenteret med 2 nomineringer. Mediehøjskolen har de seneste år fulgt godt med i konkurrencen, hvor de i år er yderst synlige.
>> Se de nominerede løsninger på Kreativ Kommunikations blog
Konkurrencen
Aurora Youngsters er en årlig printkonkurrence for unge kreative under 29 år. Opgaven er at udarbejde en annonce for en forening. I år er foreningen Skanderborg Festivalen og briefen lød: skab en annonce, der fungerer som øjenåbner for den 26-årige pige fra København, som har et fejlagtigt billede af, at festival og Jylland ikke er noget for hende.
I modsætning til mange andre musikfestivaler tilbyder Skanderborg Festivalen nemlig – ifølge dem selv - alt andet end mudder og dårlige toiletforhold, men er derimod en sensommerfest med høj komfort under behagelige forhold og i smukke omgivelser.
Mediehøjskolen godt repræsenteret
De studerende fra Mediehøjskolen er kommet med mange kreative forslag til, hvordan københavnerpiger kan lokkes til festivalen – lige fra budskaber om at ”slippe attituder løs” til ”Sex and the Forest”.
”Når de studerende deltager i konkurrencer, er det på lige fod med branchen, og det giver dem en rigtig god fornemmelse af det virkelige liv, og det de kommer ud til,” fortæller Dorte Nielsen, lektor og uddannelsesleder på Kreativ Kommunikation.
”At skolen er så talrigt repræsenteret blandt nomineringerne i konkurrencen bekræfter, at det er de rigtige ting, de studerende lærer, og at skolen har en førende position på området, og det er vi selvfølgelig stolte af,” slutter Dorte Nielsen.
Kreativ Basis markerer sig i konkurrencen
Mellem de to nomineringer fra Kreativ Basis er den ene nominering at finde blandt deltagerne fra det nyoprettede Kreativ Basis hold i Århus.
”Vi har længe ønsket et Kreativ Basis hold i Århus, så de unge vest for Storebælt også får mulighed for at afprøve deres kreative kræfter på uddannelsen, og det er nu lykkedes. At et team fra klassen oven i købet er blevet nomineret til Aurora Youngsters er kun et stort skulderklap til de unge,” siger Dorte Qvortrup Geisling, uddannelsesleder på Mediehøjskolen.
Æren, karrieren og prisen
Vinderannoncen bliver kørt som en rigtig annonce og bliver dermed eksponeret vidt og bredt. Men udover æren og karrieren får vinderen også overrakt en check på kr. 25.000,-. Spændingen udløses 19. november, hvor dommerpanelet kårer den bedste og mest kreative løsning.
Læs mere om konkurrencen og se samtlige nomineringer: http://www.auroraprisen.dk/
Opdateret 17-11-2009
Spørgsmål, kommentarer, forslag og rettelser til websitet er meget velkomne, og rettes til webmaster@dmjx.dk