REDESIGN – EN VEJ UD AF RECESSIONEN

I en tid med økonomisk krise, oplagsnedgang og/eller vigende annonceindtægter kan man enten overveje at lukke magasinet eller, som de fleste nok vil foretrække, tage magasinet op til revurdering. Krisetiden kan bruges til at foretage analyser som: Lever magasinet op til de redaktionelle såvel som identitetsmæssige krav som målgruppen men også annoncørerne kan stille? Har magasinet en klar profil, både redaktionelt og visuelt, der adskiller det fra andre magasiner med samme målgruppedefinitioner og dermed de samme annoncører? Virker magasinet visuelt levende?

Et magasin er nemlig et levende medie, der skal være under stadig forandring fra nummer til nummer. Ikke radikale forandringer – det er svært at revolutionere et magasin uden at møde modstand fra både købere og annoncører – men ændringer, så magasinet altid afspejler tendenserne i tiden. Omverdenen er i stadig forandring.

Et redesign kan være et godt udgangspunkt for starten på en sådan proces. Men et redesign er ikke blot at vælge en ny skrifttype til magasinet, som mange ynder, men at tage hele den visuelle og redaktionelle identitet op til revurdering. Det er vigtigt med klare mål for, hvad det er, man vil opnå med et redesign. Ønsker man fx at tiltrække nye læsere og nye annoncører? Eller er det et forsøg på at fastholde læsere og annoncører? Hvilke ændringer og nye tiltag skal der foretages for at nå målet?

Magasinets visuelle profil og atmosfære skal udtrykke den redaktionelle definerede profil. De to ting kan ikke adskilles. Et visuelt markant magasin kan ikke sælge eller kamuflere et redaktionelt uvedkommende indhold. Derfor bør et redesign omfatte en revurdering af hele magasinet, lige fra magasinets struktur og rytme, sektioneringen, valg af hovedartikler, artiklernes sprog og tone til den visuelle præsentation og den visuelle historiefortælling.

I en verden fyldt med mange former for kommunikation og uden tid til fordybelse, er det vigtigt at kunne fastholde læserne i magasinet, og det kan kun ske ved at give dem nye indholdsmæssige og visuelle oplevelser, efterhånden som de bevæger sig gennem magasinet. Disse oplevelser skal skabes gennem et tæt og progressivt samarbejde mellem det redaktionelle team og art director/designere, hvor de forskellige kompetencer udnyttes og respekteres.

 

Opdateret 26-06-2009

Spørgsmål, kommentarer, forslag og rettelser til websitet er meget velkomne, og rettes til webmaster@dmjx.dk

INTERNATIONAL International

 

 

 

RELATERET

 

>> Nyheder fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole